Fabrica er den første af tre udstillinger under betegnelsen SANS! Nye verdener, som bliver vist i 2024, 2026 og 2028 på Sorø Kunstmuseum og Holstebro Kunstmuseum. I kataloget til udstillingen beskrives udstillingerne som kunstneriske og sanselige totaloplevelser for børn og voksne.

Jeg var på besøg i udstillingen sidste torsdag i den forlængede udstillingsperiode, og der var ret stille. Der var desværre ingen børn til stede, for udstillingen taler virkelig til børn og barnlige sjæle – og man må meget gerne røre og interagere med udstillingen.

Hele udstillingen var lavet af tøj fra genbrug eller kasserede tekstiler fra industrien.

Fabrica - portal af snore

Udstillingen var i et stort kælderrum, og man ledtes ind igennem en port, som kunne ligne en kæmpe paryk med lange, lyse lokker af papirgarn. Noget af håret var flettet i tykke fletninger og gav én lyst til også at flette.

Fabrica - udklædningstøj

Fra porten kom man igennem to rækker af tøjstativer med det sjoveste tøj syet af ting, vi genkender fra hjemmet: gardiner, møbelbetræk, badeværelsesmåtter, puder og madrasser. Og man er velkommen til at deltage i udstillingen ved at klæde sig ud eller prøve tøjet. Der er noget cirkusagtigt over rummet, hvor selv lydtæppet har genkendelser fra cirkus, mennesker og havet.

Fabrica - kjolelampe

Rummet er malet i en lyserød nuance med draperinger af sorte tekstiler, som bølger sig rundt på væggene. Draperingerne er også bølgende skillevægge, som leder én rundt mellem kjolelamper, til man kommer ind til en kæmpe dødsdrome eller en klode, hvor den øverste halvdel mangler. Kloden er lavet af en kraftig træstruktur og ser ud, som om det er bagsiden, man ser.

Fabrica - Tragten ind til det sjove

Men der er en stor tragt med hul ind til alt det sjove og farverige. Tragten er blød og indbydende, lavet af farverige tekstiler. Hvis man, som jeg, ikke lige ønsker at kravle ind, kan man på modsatte side komme ind til herlighederne via en lidt større port.

Fabrica - Sjove puder og madrasser

Herinde er der farver og sjov. Madrasser og kæmpe puder, som måske ligner dyr, er syet af farverige tekstiler.

Fabrica - sjov pude i genbrugstekstil

Der er et klatrestativ, som kan minde om et kæmpe skørt omviklet bløde stofslanger og flettede reb af stof. Her er det tilladt at omforme stativet med, hvad der hænger af kæmpe kvaster, stofpølser eller kraftige stof fletninger.

Giver udstillingen også et hint til vores forbrug af tekstiler?

Fabrica - stofpølser og flet

Jeg kommer til at tænke på forbrug af stof i Håndværk og Design i skolen. Her kunne genbrug og overskud fra industrien give god mening. Og kunne det ikke være sjovt at lave en mini-Fabrica i faget eller i en emneuge? På den skole, jeg sidst var på, havde vi to-tre store kasser fyldt med reststof, som var til fri afbenyttelse, hvis eleverne ville sy. Mindst en gang hver undervisningsgang lå en flok elever og gemte sig eller bare hyggede sig i kasserne. Så der må være et behov for et sted med sjove puder og madrasser. Og tænk, hvis man også kunne lave et stativ til at beklæde med stofslanger og flettede reb af stof. Det ville være helt genialt. Og det er naturligvis eleverne, der skal sy og flette. Jeg tænker, at et sådant projekt kunne give eleverne et godt forhold til forskellige tekstiler.