I starten af november 2024 udstillede jeg i Kirkerup Kirke i forbindelse med Kunst og Kirker i Slagelse Provsti.
Det var et meget fint organiseret arrangement, hvor 32 kunstnere udstillede i 15 kirker lørdag og søndag. I år var det 7. gang, at Kunst og Kirker har fundet sted. Der var to overordnede kategorier: billedkunstnere og skulpturkunstnere, hvor hver kunstart var repræsenteret i alle kirker. Om fredagen var der en åbningsceremoni i Sct. Mikkels Kirke, hvor alle kunstnere havde et eksemplar af deres kunst med.
Om lørdagen var der barnedåb i Kirkerup Kirke, og nogle af mine beholdere måtte vige pladsen for handlingen, da jeg benyttede dåbsfonten som podie. Det var en helt speciel oplevelse at få mulighed for at udstille i en kirke. Alle kirker var af ældre dato, måske omkring 1000 år, og er ikke bygget til at udstille i. Men både kunst og rum havde et fint samspil.
Der var mange besøgende både lørdag og søndag. Størsteparten kom nok fra lokalområdet, men også folk langvejs fra kom på besøg. Mange kom også for at se de smukke, gamle kirker. Nogle havde nået op mod 7 kirker på én dag. I hver kirke var der på skift nogle fra menighedsrådene til at modtage og servere kaffe og kage. Alle kunstnere blev i egen kirke for at fortælle om værkerne. Derfor kom jeg ikke rundt og fik set andre udstillere. Det må blive til næste år.