Jeg er inviteret til at udstille i Kirkerup Kirke i forbindelse med Kunst og Kirker – Slagelse Provsti – 9. og 10. november 2024, og jeg glæder mig.

Jeg udstiller mine strikkede beholdere, som er beklædt med papirler. Det er en teknik, jeg har udviklet og arbejdet med siden 2014. Det er der kommet mange forskellige beholdere ud af.

Fem beholdere af megastrik med papirler

Basen for beholderen er en rund hæklet form, hvor jeg tager masker op rundt i kanten og strikker formen på beholderen. Jeg vil gerne have en åben struktur med store, ofte uregelmæssige masker. Nogle gange lader jeg maskerne løbe, så der kommer store masker i en stribe ned langs siden.

Beholder i megastrik under udarbejdelse

Når beholderen har den størrelse, jeg ønsker, fylder jeg en plastpose med avispapir eller sand for at lave en form, jeg kan arbejde med det løse strik på. Ikke to beholdere er ens.

Beholder i megastrik påføres papirler

Jeg smører et tyndt lag papirler på det strikkede og lader det tørre. Det skal gentages 7-8 gange, før beholderen bliver stabil nok til at holde sig selv. Som kant eller eventuelt hank bruger jeg gerne rødder eller grene, der vikles rundt i kantmaskerne.

To beholdere i megastrik og papirler - den ene også med håndlavet papir

På det seneste har jeg også påsat håndlavet papir af abaca for at få en ny effekt og for at gøre processen kortere, så jeg ikke behøver så mange omgange med papirler. Først var jeg ikke helt tilfreds med at bruge papiret, da den tynde snor ikke stod så tydeligt frem. Papiret har givet den sideeffekt, at beholderen bliver mere gennemsigtig. Så selvom snoren og maskerne ikke er så tydelige i dagslys, ses snoren tydeligt om aftenen med fx en LED-lyskæde i.

To beholdere i megastrik og papirler - den ene med lys i

Jeg benytter snor af forskellige naturfibre, fx fibre fra hør eller hamp i forskellige tykkelser.

Fire forskellige typer snor

Fra venstre er der tre tykkelser af snor af hamp. Til højre er et garnnøgle tyndt håndspundet hørgarn, som jeg har brugt til mange af mine beholdere.

Se også: Jeg laver papir igen Det er godt at eksperimentere – Kunst og Kirker