Jeg laver ofte en PowerPoint-præsentation, hvor jeg viser og fortæller om det projekt, vi nu skal i gang med i håndværk og design. Ofte hører jeg suk og spørgsmålet: ”Hvornår kan vi starte?” Jeg mener nu, at vi allerede er startet. Og hvor er det skønt, at eleverne så gerne vil arbejde i faget. Men det er samtidig frustrerende, at eleverne efter kort tid råber på hjælp, fordi de ikke helt forstod, hvordan opgaven skulle løses. Jeg opfordrer hver gang til, at eleverne hjælper hinanden. Vi har prøvet med teams, hvor man skal hjælpe hinanden, og med hjælpekort til, når man allerede har spurgt en ven om hjælp. Alligevel bliver presset på lærerhjælp kun lidt formindsket. Eleverne vil bare så gerne arbejde i HDS, men har de ikke lært at finde svarene selv og prøve sig frem? Det virker på mig som om, der altid står en voksen klar til at hjælpe derhjemme. Jeg kan desværre ikke huske, hvordan jeg selv lærte at binde knuder eller tråde en nål. Men jeg kan ikke forestille mig, at jeg bare råbte på læreren og forventede, at jeg fik hjælp med det samme.
Til gengæld kan jeg huske, at jeg tilbage i 70’erne havde en lærer i sløjd det sidste halve år, inden han gik på pension. Han var af den helt gamle skole med brun kittel, og ham spurgte man ikke om hjælp. Han sagde: ”Modtag en besked og udfør den rigtigt.” Vi fik udleveret et stykke bræt og skulle save i takt med en spændt rammesav. Vi lavede den klassiske bordskåner med selvsavede lister, som skulle sættes sammen fire på den ene led og fire på den anden. Læreren gik rundt og rettede på vores kropsstilling og saveteknik, mens vi svedte over de skæve lister. Det er sjovt at tænke tilbage på, men det er ikke det, vi skal tilbage til. Men hvordan får vi undervisningen til at glide bedre uden hele tiden at blive trukket i, samtidig med at eleverne lærer at prøve sig frem og mestre diverse håndværksmæssige teknikker?
Jeg har lavet et utal af skriftlige vejledninger med billeder af, hvordan man laver forskellige ting i faget håndværk og design. Men det virker som om, eleverne ikke har tålmodighed til at læse og forstå en forklaring eller opskrift. Jeg har mange gange overvejet at lave korte videoer af, hvad der skal laves, men tiden har ikke været til det. Det håber jeg stadig på, at jeg får tid til.
Læringsportalerne fra Gyldendal og Alinea er alt for omfattende og teksttunge. Derfor bruger jeg dem ofte kun til inspiration og følger dem sjældent slavisk. For nylig brugte vi på 4. årgang forløbet ”Emils værksted” fra Alinea. Vi sprang alt det med tekst over og gik direkte til at designe træfiguren for derefter at se et par videoer om, hvordan man måler op og saver. Eleverne skulle to og to måle op på en lægte og save stykker ud til hoved og krop. Når de var færdige med det, skulle de selv gå hen til pc’en og se næste video i forløbet. Det gik faktisk fint, indtil de skulle save lister over, og vores listesav ikke virkede. Nu skulle de så save på en anden måde, så videoerne var ikke længere til megen hjælp. Da eleverne nåede til at skulle bore huller til arme, ben og hals, måtte læreren (mig) hjælpe til. Til den første klasse, hvor vi lavede forløbet, valgte vi at bruge en fagdag på seks lektioner. Det var lige lidt tid nok. Den sidste time inden oprydningen brugte jeg foran søjleboremaskinen for at bore huller, så alle de godt 20 elever kunne nå at blive færdige, og vi blev alle stressede. Så de næste klasser fik at vide, at det ikke var sikkert, at de blev færdige på én dag. Men hvor blev elevernes figurer fine og personlige.
