På den skole jeg er på, skulle vi rydde op, da vores håndarbejdslokale blev halveret. Her fandt jeg en masse dejligt uldgarn i en stor uorden. Jeg har vundet en masse garn op i en lidt kedelig beige farve. Når garnet blev for knudret rev jeg garnet over og bandt en ny ende på. Det blev til en pæn sjat garn, som jeg så fingerstrikkede til en lang pølse.
Den lange pølse har jeg først filtet i vaskemaskinen og siden plantefarvet med birkeblade. Herom senere.
Mine elever på 5. årgang arbejde med at lave garnbolde af uldgarn som er vundet op til små bolde. Enderne af garnet kan med fordel hæftes med filtenål. Boldene blev puttet i gamle nylonstrømper med knuder mellem boldene og fik en omgang maskinvask og tørretumbling. På den måde fik vi brugt meget af vores uldgarn og eleverne fik erfaring med uld og filtning samtidig med håndelaget med at binde knuder og at vinde garn op til små kugler/bolde.
Vi arbejde også med fingerstrik og brugte en strikkelise. Da jeg var barn, mener jeg at det hed at lave en tømme, ligesom dem man bruger til heste. Jeg havde en garntrisse af træ og fire søm rundt om det ene hul og det fungerede fint.
Jeg har brugt vaskemaskinen til at filte, men man skal sikre sig, at det man filter ikke kan gå op, mens det vaskes. Her er mit første resultat fra vaskemaskinen. Jeg mener at det var en bold, der var gået op og havde filtet det hele sammen.