Sidste projekt inden sommerferien blev trætophuse. En 4. klasse havde HDS en hel fagdag, og vi skulle hygge os i faglokalerne.
På forhånd havde jeg klippet en masse grene i haven, som kunne gøre det ud for miniaturetræer. Oplægget var først at tale om, hvad et trætophus er, og se nogle billeder, jeg havde fundet på nettet. Jeg fortalte eleverne, at det vigtigste er at sætte en gren fast på en plade, så den kan stå stabilt, og derefter bygge huset med stige og hvad de ellers kunne komme på, at der skulle på deres hus. Eleverne måtte maks være to om et hus.
Og hvor var eleverne kreative og dygtige til at bygge små huse af ispinde, tændstikker og resttræ fra sløjd. Der var godt gang i den elektriske dekupørsav og håndsave samt sakse (naturligvis ikke stofsaksene) og limpistoler.
Vi har fået renoveret skolegården og fik en ny boldbane med kunstgræs. Resterne af græsset fik vi lov at beholde, og det er flittigt blevet brugt i HDS.
Jeg er så imponeret over, hvordan eleverne gik til opgaven. Alle vidste lige, hvad de ville lave. Det var kun få ting, jeg skulle hjælpe med. Jeg skulle f.eks. bore hul til en pind i et bræt eller skrue en stor gren fast til en plade. De fleste havde mange gode ideer, f.eks. rebstige, gynge eller hængekøje. En elev skulle skubbes lidt til, men også han fik en fin platform med græs og en klatresnor. Da dagen var omme, og vi skulle til at rydde op og evaluere, var der flere, der gerne ville arbejde mere.
Jeg har også lavet projektet i en klasse, hvor vi brugte lektioner over flere dage, og også her var det en succes med glade og arbejdsomme elever.